Mærk kroppen af journalist: Maja Grønbæk

Mærk kroppen

Journalist: Maja Grønbæk

Fotograf: Iben Marika Parum

Naiya-behandlingen er svær at sætte i bås, men kan beskrives som en mellemting mellem blid massage og healing. Gennem de to timer, behandlingen varer, bliver hele kroppen berørt med blide strøg og berøringer, hvilket giver en helt fantastisk sanseoplevelse. Med andre ord den ultimative wellnessoplevelse, hvis du virkelig vil forkæle dig selv.

Naiya-behandlingen er en wellness-behandling ud over det sædvanlige. Behandlingen er udviklet af Kristine Gade Hansen, som er en af de to behandlere i Velvære-ateliet. Hun har igennem 14 år arbejdet med blandt andet massage og healing og gennem sit arbejde fået inspiration til at udvikle Naiya-behandlingen. Det er en form for healing, men mere fysisk på grund af de lette berøringer og blide strøg.

Kristine beskriver selv behandlingen som en sansenydelsesbehandling, der berører og vækker cellerne i kroppen. Behandlingen er god til virkelig at mærke kroppen, og berøringen stimulerer sanser, nerver, hjerne og hjerte. Gennem oplevelsen af sanserne oplever man også sig selv og sin krop på en anden måde. Efter behandlingen vil du føle, at du er afspændt, mere sanselig og fuld af fornyet energi.

Når du træder ind i det lille, stemningsfulde behandlingslokale i et baghus i den lille midtby-oase, bliver du mødt af lavendelduft, afslappende toner fra højtalerne og en fantastisk ro. Under behandlingen ligger du på en briks og – afhængig af blufærdighed – uden tøj eller med trusser. Så skal du bare lukke øjnene og nyde berøringerne fra top til tå. Glem hovedet og tankerne for en stund og ret i stedet din fulde opmærksomhed mod krop og sanser.

Der er kun plads til én behandling ad gangen i det lille lokale, og derfor er du og dit velvære fuldstændig i centrum. Ud over Naiya-behandlingen tilbyder Kristine og hendes kollega andre behandlinger og former for terapi i det hyggelige baghus. Blandt andet kan du få coaching, kraniosakralterapi og parterapi.

This entry was posted in Blandet ..... Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *